Værdigrundlag

Skolen bygger på et samspil mellem elever, forældre og medarbejdere, som på et ligeværdigt grundlag er medspillere i dagligdagen og i den fortsatte udvikling. Alle er en naturlig og vigtig del i hverdagen, og målet er at skabe rammer for udvikling af den enkelte ud fra netop det udviklingstrin, som vedkommende er på her og nu.

Privatskolen i Sæby er et sted, hvor man mødes i fællesskab, hvor læring er omdrejningspunktet for samværet. Vi skaber rammer for en faglig, social og personlig udvikling, så alle får de bedste forudsætninger for at fungere som hele mennesker i et samfund, hvor tradition, kultur og forandring er nøgleord. Samtidig kan vi se en værdi i at leve her og nu, så skolen ikke kun bliver en forberedelse til et senere liv.

Det er vigtigt, at alle er glade for at møde om morgenen, har en god og spændende dag med mange forskellige aktiviteter, og derefter kan gå glade hjem med følelsen af, at noget er lykkedes.